Jeg har tidligere skrevet om fornærmende udtryk såsom: ’Han har ikke den stiveste pik i saunaen’, ’han er ikke den hurtigste knallert på havnen’, ’ han er ikke den sprødeste kiks i pakken’ eller ’ han er ikke den skarpeste kniv i skuffen’, der alle er udtryk for at være dum, og som er bygget op efter samme skabelon.
Men den sproglige kreativitet, når det gælder fornærmende udtryk, stopper på ingen måde her. Der findes en lang række udtryk du kan bruge om personer, der ikke fatter en meter; og det er da også en kende kedeligt bare at kalde nogen for ’dum’. Derfor får du her serveret en række af disse, somme tider humoristiske, fornærmelser, så du i fremtiden kan fornærme med finesse; give en lidt mere subtil sviner.
Udtryk for at være dum
1. Det er ikke studenterhuen, der trykker
2. Det er ikke vægten af hjernen, der har gjort dig platfodet
3. Han er underbemidlet på øverste etage
4. Der er lys i vinduerne, men ikke nogen hjemme
5. Han er ikke helt gennembagt
6. Hun stod ikke forrest i køen, da hjerner blev udleveret
7. Hun har ikke for mange kopper i køkkenskabet
8. Han har ikke mange høns at lukke ud
9. At være helt væk fra vinduet
10. At have flettefejl i kysen
11. Vedkommende har kun et hoved, for at det ikke skal regne ned i halsen
12. Elevatoren kører ikke helt til øverste etage
13. Hun er tabt bag en vogn
14. Hun lige så klog som vådt bølgepap
15. Han har ikke for mange lys i lagkagen
16. Han har ikke grovspist af topskuddene på Kundskabens Træ
17. Han mangler et gear på cyklen
18. Hun er dummere end andre folks garageporte
19. Han mangler at få strammet skruen den sidste omgang
20. At være 80% dummere end en defekt emhætte
21. Der er ingen hjemme på øverste etage
22. Han er 20 % dummere end en pakke havregryn
23. Hun er dummere end blødt hø
24. Han er alternativt begavet
25. Han er dobbelt så dum som krydsfiner
Og klassikerne:
26. At have knald i låget
27. Hun har ikke opfundet den dybe tallerken
28. Han er torskedum
29. At være dum som en dør
30. At være dum i nakken
31. At være dummere end politiet tillader
Dertil kan tilføjes de relaterede fornærmelser:
1. At fuldstændig have tabt småkagerne (at være langt ude)
2. At være underfrankeret (ikke at være her fra byen)
Udtryk for at være grim
Herudover får du et enkelt udtryk, du kan bruge, når du har lyst til at pointere, at en person er kosmetisk udfordret (grim):
1. Han er så grim, at det ser ud som om, nogen har sat ild til hans ansigt og slukket det med en skovl.
Lettere raffinerede fornærmelser
Vær så artig! Nu er du bedre udrustet til næste gang, du skal uddele en lille sviner eller generelt tale grimt om folk, og du kan forhåbentligvis gøre det på en lidt mere raffineret måde.
Og selvfølgelig skal man som udgangspunkt snakke pænt og alt det der jazz, men hvis man endelig skal uddele fornærmelser, kan man ligeså godt gøre det med lidt stil og kreativitet.
Dertil bliver mange af disse udtryk på sin vis en smule mildere, når der tilsættes en kende humor. En fornærmelsen har somme tider godt af at blive pakket lidt ind i kreativt sprog.
Så næste gang du har lyst til at fornærme chefen overfor dine kolleger, kan du i stedet for at sige: ’han er bare dum og grim’, sige: ’han er da ligeså spejlblank som Furesø på en frostklar morgen, og har han i øvrigt børstet tænder med en håndgranet i morges?’.
Ingen kommentarer endnu.