Efter et par intense uger med ‘Scooba-dooba-dap-dap-di-di-die’ og Basims yndige mørke lokker overalt i diverse medier, kan vi nu ånde lettede op, og med ro i sindet tænde for det gamle koma-akvarie uden at skulle synge det børnerims-befængte omkvæd i sangen: ’Cliche Love Song’ de følgende fire dage.

Det er i øvrigt godt set af tekstforfatterne, at skrive en selvironisk tekst – for som alle ved, er det helt i orden at være super corny og klichefyldt, når det bare gøres med en god portion ironi. Åbenbart.

Rim, rytme og gentagelser

Og det er ikke fordi jeg skal sidde og kritisere teksten, og poptekster i det hele taget, for deres mangel på reelt meningsfyldt indhold og generelle tekst-mæssige simplicitet.

For det handler ikke om, at teksten skal være dybt filosofisk eller særlig tankevækkende, men i højere grad, hvilke rim, rytme og gentagelser sangen indeholder – særligt i MGP-sammenhæng, men også i nogle former for popmusik.

Det handler om, at vi alle sammen skal kunne synge med på omkvædet, og at sangen skal blive hængene i ørerne længe efter man har hørt den. Og følger man disse kriterier, opfylder Hr. Basim kravende glimrende.

Børnerim i poplyrik

Det er helt almindelig praksis at poplyrik indeholder små bidder af børnerim og remser. I Carl Perkins ’Blue Suede Shoes’ indledes sangen med en variation af børnerimet: “One for the money, two for the show, three to get ready and four to go.”

Og den slags børnerim Basim eksemplificerer med sin scooba-dooba-remse findes i et væld af popsange. For eksempel sangerinden med det lettere besværlige efternavn, Kylie Minogue’s hit: ’Can’t Get You Out of My Head’ fra 2001, hvor omkvædet lyder: ’lalala lala-lalala. lalala lala-lalala’. Eller ’Doo doo doo, daa daa daa’ med The Police.

Og kigger vi under de hjemlige himmelstrøg, finder vi artister såsom Shu Bi Dua og Kim Larsen med tekster som: ’Aia æ åh åh’ fra Shu Bi Duas sang :’Sexchikane’, og ’wowwa og bababiliåh’ fra Kim Larsens: ’Kvinde Min’.

Satireradioprogrammet ’Selvsving’ har i øvrigt kreeret en sketch med titlen: ’absolut åndssvag omkvæd’, hvor en række af disse børnerims-omkvæd indgår.

The Police

Bubblegum dance

I slutningen af 1990’erne var det fede tider for Eurodance-subgenren ’Bubblegum dance’. Denne tyggegummi subgenre opstod i Danmark og blev cementeret med bandet Aquas massive succes.

Og som navnet hentyder til, var det ikke de mest dybsindige tekster, der blev udfoldet i denne genre – ’I’m a Barbie Girl – in a Barbie world’ og så videre.

Børnerimene levede særdeles godt i denne genre, hvilket man kan se på sangtekster såsom:

’Du bi du bi dub i dub dub dub – Du bi du bi dub i yeah i yeah’

(Dub i Dub – Me & My fra 1995)

’Da, ba, da, dan, dee, dee, dee, da nee, na, na, na – be my baby’

(Saturday Night – Whigfield fra 1994)

’Di da di – di da di da di da di da di da di’

(Imens Hun Sang (di da di) – Maria Montell fra 1996)

Bubblegum dance-genren

Herudover kan nævnes de to klassikere, der dog ligger lidt udenfor Bubblegum dance-genren:

’ I’m blue da ba dee da ba die’

(Blue – Eiffel 65 fra 1999)

Og:

’ Ski-Bi dibby dib yo da dub dub
Yo dab dub dub
Ski-Bi dibby dib yo da dub dub
Yo dab dub dub ’

(I’m A Scatman – Scatman John fra 1994)

I de fantastiske 1990’ere var de, i denne genre, i øvrigt svært glade for noget-og-noget bandnavne samt legetøjsrelaterede bandnavne.

For eksempel:

ToyBox

Og Cartoons (kendt for deres ’ Oo ee oo ah ah– ting tang walla walla bing bang’-tekst. Fra sangen ’Witch Doctor’)

Og:

Hit ’n’ hide

Me & my

Cut ’n’ Move

Sidstnævnte havde i øvrigt det lækre hit: ’Give It Up’, hvor teksten: ’nananananananananana now’ indgår. Thumbs up til dem.

Hvorfor elsker og hader vi disse tekster?

I bund og grund er børnerims-tekster eminente til at få folk til at huske lyrikken og sangene og til at få folk til at synge med. For der ligger en form for tryghed i rytmen, remserne og gentagelsen, som vi grundlæggende godt kan lide.

Samtidig har nogle en forestilling om, at al musik skal være kunst, og at teksterne dermed skal indeholde (dybere)mening og måske ligefrem skabe refleksion hos lytteren. I det henseende skuffer mange af disse børnerims-tekster naturligvis fælt.

Derfor skal man lytte til forskelligt musik ud fra forskellige præmisser. Med andre ord – Bubblegum dance og Bob Dylan kan ikke bedømmes ud fra samme parametre. Når det så er sagt, føler man sig lettere hjernevasket efter at have hørt 1990’er Bubblegum dance en hel dag.