Skal du have flade? En gedigen omgang bøllebank, en på frakken, en over nakken eller måske en ordentlig spandfuld tørre tæsk? Kære tæsk har overvældende mange navne, og jeg har foretaget min egen lille undersøgelse på den altid labre Facebook-sproggruppe.
Her var der overordentlig mange delikate bidrag til tæske-parløren, som du kære b-læser, kan få glæde af næste gang du tager et smut på Johnnys bodega til en massiv omgang høvl.
I hoved og røv
Og tillad mig at indlede med at fokusere på toppen og bunden, som det jo hedder på engelsk – selvom der ganske vist mangler en anelse logik i at bagdelen hedder ’bottom’, når den nu engang er placeret omkring midten af kroppen. Anyways, der findes en hel række af slangudtryk, der omhandler tæsk i hovedregionen.
Først har vi ’en på’ eller ’et par på’ –udtrykkene, som benytter sig af forskellige slangudtryk for hovedet.
- En på lampen
- En på bærret
- En på hatten
- En på sinkadusen
- Skal du have en på gong-gongen, så du mister faconen
- Et par på panden
- En på goddag’en
- Et par på bladet
- Et gok i nødden
- Et par på huden
- Et par på skrinet
Og så har vi de generelt ansigtsrelaterede:
- Ommøblere ansigtet
- Slå hovedet ned i maven, så du kan bruge navlen som kighul
Og nu til slangord for de forskellige dele af ansigtet i forbindelse med tæv og klø.
- Få varmet ørerne
- Få en kæberasler
- Kindhest
- Springskalle
- Drag over nakken
- En på tuden
- Grus i kæberne
- En flad med rund hånd
- Øretæve
- Skal du have ridser i badehætten?
- Nogen på snotten
- Kajeryster
- Skal du have købetænder?
- Gummemassage
- Få på munden
- Du kan få på gummerne
- Nakkedrag
- Stik ham en blodgumme
- Fingrene væk, eller næsen si’r knæk
- En næsestyver
- At få en på kæften, så tænderne står i kø for at komme ud
Og selvom du måske allerede nu, har taget skjorte og bowlerhat på og er på vej til den lokale bodega efter en ordentlig omgang bøllebask, kan du måske lige beholde bukserne på lidt endnu, som man siger. For her får du et par slangudtryk, der er decideret røv-relaterede.
- Røvfuld
- Endefuld
- Få røven på komedie.
- 10 KR (kraftige røvspark)
Hoved og røv er alt du får i dette indlæg, men i del 2, kan du godt gøre dig klar til flyveskaller og tyskerkys, når der uddeles brianbank i form af endnu flere slangudtryk for tæsk.
Ingen kommentarer endnu.