”Life moves pretty fast. If you don’t stop and look around once in a while, you could miss it.” Ferris Bueller – En Vild Pjækkedag
Lever du livet i overhalingsbanen, eller kører du mormor-kørsel bag ved en konvoj af lastbiler? Og hvad er egentlig bedst? Personligt passer mormor-kørsel mig egentlig meget godt. Eller måske skulle man helt droppe automobilet, og i stedet tage cyklen, eller måske endda en god gammeldags gåtur, hvor man oplever ens omgivelser; de ting der sker omkring en, i stedet for blot at lade dem suse forbi. Eller måske skulle man bare droppe life-is-a-highway metaforen, og tale lige ud af posen, eller skrive lige ud af blokken(og bloggen), i stedet.
Hvorfor skal vi altid komme først og komme videre?
Hvorfor har vi så travlt? Med at finde den hurtigst rykkende kø i supermarkedet. Med at komme først ud af flyveren, når den er landet. Med at komme frem til vores destination, og så videre og så videre?
Lur mig om det ikke var en eller anden super-klog mandsperson, der sagde: ”Lykken er ikke en destination, men en måde at rejse på.”
Og nu er ’rejsen’ i køen i fakta måske ikke det mest sindsoprivende man kan opleve. Men der kan ske mange sjove ting i fakta-køen, hvis man stopper med at fokusere på at man skal nå hurtigst frem, og i stedet stopper op, og lader omgivelserne omfavne ens bevidsthed. Det kan være et mindre barn, der siger noget sjovt, eller en kassedame, der har overskud til et smil og en kæk bemærkning. Og de oplevelser snyder man sig selv for, hvis man kun tænker på at komme hurtig frem, og tænker på alt det man skal nå, når man kommer hjem.
Om ‘at have travlt’
Jeg tror ikke på det der ’at have travlt’, men dermed ikke sagt, at jeg ikke føler tilfredsstillelse ved at have lavet noget, opnået noget, eller skabt noget; den tilfredsstillelse er vel også en motivation for mange mennesker.
Og at sige at man ikke skal have travlt, er ikke det samme som at sige, at man bare skal ligge på langs og gøre som en sten foran stue-alteret dag ud og dag ind. Snarere handler det om at stoppe op en gang imellem og opleve alle de ting der sker lige for næsen og øjnene (og de andre organer) af en. Som Nik og Jay ville sige det: ’Lev mens du gør det’ – Og de er jo om nogen, kilden til al poesi (eller var det kilden til al ondt? – dem forveksler jeg nogen gange).
Anywho – Måske handler denne travlhed om, at man ikke vil føle sig snydt. For, hvor meget betyder det ene minut, man kommer hurtigere frem i køen i supermarkedet eller i trafikken, egentlig?
Og måske er det samtidig vores konkurrence-gen, der kommer frem i os, når vi for eksempel står i en kø. Vi vil gerne ’vinde’ over de andre i køen.
Eller i de tilfælde, hvor nogen kommer ind på en restaurant efter en selv, og får maden serveret først. Her kan man føle sig lidt uretfærdig behandlet og føle sig lidt snydt, hvilket når man tænker over det, er ret latterligt.
Denne travlhed og utålmodighed opstår også ofte i forbindelse med situationer, hvor man ikke har kontrol over sin egen tid; hvad man bruger ens tid på.
Det er ikke en selv der bestemmer, at man skal vente i en kø og derfor bliver det noget, der skal overstås hurtigst muligt; og meget gerne hurtigere end alle andre.
I disse situationer er den bedste tilgang, at accepterer at man ikke selv kan bestemme over sin tid i netop den situation, og i stedet for at blive irriteret og utålmodig over dette faktum, stopper op, og får en oplevelse ud af ’rejsen’ – observere folk, kommer med en skæg bemærkning eller filosofere over diverse ting. Det er da et godt alternativ til at have travlt, og skynde sig, og blive irriteret.
Ja, det jeg egentlig prøver at sige, kan opsummeres med de vise Disney-ord: Hakuna Matata.
Prøv i øvrigt at se En Vild Pjækkedag, hvor det indledende citat stammer fra.
Hvis du altså ikke har for travlt.
Ingen kommentarer endnu.