Bonen–Sproglig-dovenhed

Bonen – Sproglig dovenhed

I sin tid da jeg var nede hos den lokale dagligvarer-pusher og skulle til at betale for mine køb, sagde købmanden følgende: ”bonen”. Og der er det at jeg tænker, fint nok hr. Købmand, men det er jo ikke et spørgsmål i sig selv. Heller ikke selvom du lægger tonelejet højest ved udtalen af slutningen af ordet (I’m Ron Burgundy? –Reference til filmen Anchorman)

Den egentlige sætning burde for eksempel lyde: ”Vil du have bonen med?”. Og hvorfor er man egentlig for doven til at sige hele sætningen? Er det en egentlig købmands-relateret sprog-reduktionistisk dovenhed? Har man simpelthen for travlt til at snakke i hele sætninger, når det kun skal tage 5 minutter?

 

Hvorfor ikke spare på bogstaverne også?

Og hvis vi sådan skal begynde at spare på ordene, hvorfor så ikke også begynde at spare på bogstaverne? For eksempel kan man ved gentagelse af samme bogstav i to ord der står ved siden af hinanden, spare det ene af de to ens bogstaver væk: ”Jeg var IKEA i går og så stødte jeg ind Iben Hjejle.”

En variation af dette er desuden den klassiske: ”Hvor skal du Henrik? Ud at giraffen mad. Så tallerken med”, som naturligvis kun må bruges, hvis man er pædagog eller over 50 år (med alt respekt).

Hvor skal du Henrik?-Ud-at-giraffen-mad

Hvor skal du Henrik? Ud at giraffen mad.

 

Til sidst får du lige et lille råd til hvordan du kan forvirre kassedamen i Super Hest lidt, i forbindelse med dit næste købmandsbesøg. Prøv at svare hendes ”bonen”, med ordet ”madvaren”. Gerne mens du holder en af dine madvarer op, for at vise hende at dette rent faktisk er en madvare. Og sådan kan i så fortsætte jeres, nævn-en-ting-du-ser leg, mens køen vokser.

Så kan det nok være, at hun kan lære, at tale i hele sætninger en anden gang.

 

Prøv i øvrigt at sig ordet ’Bonen’ (eller et andet tilfældigt ord) igen og igen. Når du har gjort det i et stykke tid, mister ordet sin betydning.

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar