Det nye sort

Udtrykket ’det nye sort’ stammer fra modeindustrien, hvor farven sort som bekendt altid er på mode. Senere har det bredt sig til at gælde hvad som helst der kan betegnes som det nye smarte, cool, moderne eller populære. For eksempel det lidet opfindsomme ’sort er det nye sort’ eller det lettere humoristiske ’Obama er det nye sort’.

Derudover kan udtrykket bruges med to ubekendte; x er det nye y. For eksempel: Kl. 10 er det nye kl. 9, at strikke er det nye yoga, rom er det nye whisky eller 60 er det nye 80.

Og selvom at sådanne skabeloner til udtryk er umanerlig lækre og fulde af sproglige udfoldelsesmuligheder, er det originale ’det nye sort’ -udtryk efterhånden mere slidt end [indsæt Jan Gintberg sammenlignings-joke].

 

Og når visse udtryk bliver brugt i overdrevet grad, har de en tendens til at blive udvandede og miste deres kraft og pondus. Deraf har vi klicheer, floskler og deslige. Derfor har vi i den grad brug for et nyt sort navn for ’det nye sort’, så at sige.

 

Ideer til et nyt ’det nye sort’ -udtryk

 

Hvis man skal følge logikken – at ’det nye sort’ har betydningen ’det nye populære’ – kan man snildt bruge et af de mest populære navne i Danmark. I 2013 var ’Sofia’ og ’William’, ifølge Danmarks statistik, de mest populære navne for nyfødte. Men ’det nye Sofia’ eller ’det nye William’ lyder måske lidt sært?

Alternativt kan man lade sig inspirere af engelsk og bruge ’det nye pop’. Og da ’pop’ er en forkortelse for populær, passer pengene i overordentlig grad med hensyn til logikken i udtrykket.

 

En anden mulighed er at bruge et synonym for ordet ’sort’. For eksempel ’det nye mørkt’, ’det nye blæk’ eller ’det nye neger’. Sidstnævnte selvfølgelig med alt respekt, og fordi ordet ’neger’ har grundbetydningen ’sort’. Men det klinger måske lidt uheldigt alligevel.

Har du et forslag til hvad det nye ’det nye sort’ -udtryk kan være?

Skrevet af

Jeg er cand.mag. i moderne kultur og selvudnævnt ordgøgler. På TheBlaze.dk skriver jeg om det danske sprog og sprogkulturen. Book et humoristisk foredrag om det danske sprog ved at skrive til: mail[snabel-a]jeppezabel.com. Du kan se, hvad jeg holder foredrag om og få mere info ved at klikke på ‘foredrag’ øverst på siden.
Du kan støtte bloggen ved at gå ind på 10er.dk og donere. Så får jeg tid til at arbejde mere med bloggen.

Trackbacks/Pingbacks

  1. Hashtags - en guide - TheBlaze - august 28, 2014

    […] er det nye Obama, eller det er i hvert fald det nye smarte inden for de sociale mediers verden. Eller det bliver som […]

Skriv et svar