Mon ikke op til flere PR-folk ville vende sig simultant i graven, hvis de var i stand til at foretage en valgplakats-sightseeing-tur i dagens Danmark?
Hvis du er i tvivl – så stem på Thomas Wivel.
For hvis du synes at hans jokes er rent sjov – så er disse valgslogans nok ikke helt ude i en skov (eller noget..).
Bare rolig – jeg skal nok lade være med at øve mig i at rime (for så kommer du ingenlunde til at grine) i resten af indlægget. Det lader jeg i stedet de ”professionelle” om. Og nogle af disse politiske rimsmede af (svag)karakter, udformer deres valgslogans således:
Eksempler på jævnt useriøse valgslogans
“Ikke så meget pjat – stem på Lene Hatt.
“Hvis du ikke fatter en meter, så stem på Peder”.
”Stem på Gunner — før Jorden går under”
“Stem på Ruth – hun er fuld af krudt”
“Stem på Brøgger – det rykker
Ej, men det er jo til at klappe i sine små hænder af! (undskyld mig, mens jeg tørrer randen af sarkasme-sved væk fra panden).
Humor eller politisk indhold?
Jovist, disse valgslogans giver da et lille smil på læben eller måske ligefrem et grin med på vejen (eller på munden), og det er der såmænd ingen skam i. Det har vi tværtimod brug for langt mere af i det offentlige rum – og ikke kun ved valgtid.
Men, ikke desto mindre er der absolut ingen form for politisk indhold i disse slogans – det går jævnt meget op i hat og briller. Og det i vel virkeligheden ikke dét, der er politikernes mål med valgplakaterne – hat og briller?
Håndværker-humor i slogans
Mange af disse valgslogans minder mest af alt om amatør-udgaver af håndværkerfirma-slogans såsom:
Tømrerfirma – Selskabs-tømrerne
Malermester Lang – Kom ikke til kort, når du skal male… Kom til Lang
Stenhugger – Vi hugger alt
Tømmermester (Tage Hansen) – Ingen huse uden tage
Så på tirsdag, når du drager mod de sagnomspundne stemmeurner for at give liv til demokratiet (hvilken herlig ironi), så glem blot de sjove (men tomme) slogans og de ”kække” rim, og stem i stedet på hvem du lyster (indsæt rim-joke med ordet ’bryster’ – du vil jo gerne).
Ingen kommentarer endnu.