Klokken er 21-hundrede om aftenen, det er bel ragende (mørkt). Vi går op ad en snæver stejl vej, der snor sig ind mellem den tætte skov der omringer os. Vi når op til toppen og finder hostellet øverst oppe, skuende ud over det omkringliggende skovområde. Cikadernes sang er påtrængende. Mon Johnny lurer i busken med en økse?

Vi tjekker ind.

Redrum – fra Onskabens Hotel

Værelse nr. 217

Vi er de eneste to logrende på dette meget store hostel, helt ‘omskåret fra afverden’. Den eneste anden person her, er en lettere suspekt mand, der passer stedet. Selvom der er helt stille om aftenen, kan man svagt høre lyden af en fest et ubestemmeligt sted i baggrunden.
De lange gange ligger øde hen og man kan næsten høre lydene fra to pigers trehjulede cykler og se bølger af blod vælte ned ad gangen, for i det næste øjeblik at være forsvundet igen. På vores værelse, nr. 217, kan man svagt skimte ordet redrum stå skrevet på væggen i en blodrød farve. Vi er tjekket ind på ondskabens hostel.