I sin tid tog jeg en (plastik indpakket) tampon med fra et hotel, hvilket jeg synes er det ultimative eksempel på at man bare skal have så meget som muligt, så længe det er gratis. Også selvom man måske ikke umiddelbart har brug for det man tager (i effekt: en tampon). Der ligger en slags fascinerende grådighed i denne praksis og en tankegang om at ‘de skal i hvert fald ikke tjene på os’. Det er lidt ligesom når man er ude at spise på en ‘all you can eat’ restaurant; der spiser man (læs: jeg) også så meget som mulig og helst af det man tror er det dyreste i buffeten (som regel kød eller en form for skaldyr). Problemet er bare at de jo rent faktisk SKAL tjene på en; uden indtjening, ville de ikke have et job. Så det er lidt det der er ideen.

tampon

Man må tage alt der er ‘løst’

Nå, men i forhold til hoteller er spørgsmålet: hvad kan man tillade sig at tage med derfra? Og det har Ross fra ‘venner’ en interessant teori omkring; man må tage alt der er ‘løst’. Altså ikke en lampe, men gerne pæreren derfra. Ikke fjernbetjeningen, men gerne batterierne fra den.
Og naturligvis må man tage de små pakker med barberblade, sæber, shampoo, tandbørster, hårbørster og ja, tamponer (især når de er i indpakning). Men så findes der også de tilfælde der er sværere at vurdere. Må man tage hjemmesko med? Eller hvad med en pyjamas? Hvis de er pakket ind, er jeg tilbøjelig til at svare ja. Og hvis tingene ser billige ud, ditto. Men det er nok en individuel vurderingssag; moral versus grådighed/fascination.

Hvad er det svedigste/sejeste du har taget/stjålet fra et hotel/hostel? Skråstreg/skråstreg/skråstreg (mit bud er nok den kimono der pt. Ligger i min taske – jeg håber ikke jeg bliver ‘charged’ for den).