Mange finder det naturligt at læse højt for deres børn. Og der er adskillige grunde til, hvorfor det er sundt for barnet at få læst højt.
Det skaber en vis sammenhæng mellem litteraturen og fantasien – og i den sammenhæng skaber det mentale billeder. Derudover kan højtlæsning potentielt resultere i et bedre fremtidigt forhold til litteratur for børnene. Det kan udvikle deres evne til at holde opmærksomheden i længere tid og selvfølgelig er det ganske enkelt en hyggelig aktivitet der involverer en positiv relation mellem barnet og den voksne (ja, det er hjernevridning på højt niveau).
Det er trygt at blive læst højt for
Og det er stadig rart og trygt at få læst højt som voksen. Måske fordi de fleste, fra barndommen af, har fået et positivt forhold til det at få læst højt. De fleste tænker på det som en tryg og hyggelig aktivitet (det er i hvert fald sjældent man møder en med decideret højtlæsnings-fobi).
Så selvom man er en dag over 40 kan man snildt spendere en aften med at læse højt for sin life-partner af en krimiroman eller måske af en af de store klassiker, eller af en tartelet-kogebog. Det er sådan set underordnet. Det essentielle er, at det ganske enkelt er hyggeligt at få læst højt, for børn såvel som for voksne.
”Skal du med på Crazy Daisy i aften og svinge mørbrædderne? Nej, ellers tak. Jeg skal læse højt og drikke pæresnaps, det er nu engang så hyggeligt.”
Spil er også for voksne
En anden aktivitet de fleste nyder både som børn og voksen er at spille forskellige former for spil. Og selvom man måske er gået over til at kalde det for en sportsgren når man bliver voksen, for ligesom at retfærdiggøre aktiviteten (for voksne leger jo ikke?), er faktum, at der stadig er tale om et spil (se i øvrigt definitionerne og forskellene på leg, sport og spil i Vsauce videoen).
Ifølge denne Vsauce-video finder vi det interessant at spille forskellige spil (alt fra brætspil til sport), fordi disse spil som regel har et tydeligt defineret regelsæt; man er mere eller mindre sikker på hvad man skal gøre for at nå sit mål – for at vinde. Dette er derfor et langt mindre kompliceret form for spil end livet (som man også kan definere som et spil – The game of Leif – ja, det er et stykke tid siden der er faldet en dårlig joke her på bloggen).
For i livet er målene, og måderne hvorpå man når sine mål, langt mere abstrakte, usikre og individuelle; det er væsentlig mere kompliceret. Og set i den optik giver det temmelig god mening at opfinde forskellige former for spil, hvor ens mål kan opnås på en lettere vis.
Prøv at gå lidt mere i barndommen
Det er desuden ikke kun ’at få læst højt’ og i forbindelse med spil, at vi kan lære noget af hvilke aktiviteter børn synes er sjove. I flæng kan nævnes: ’at hoppe i vandpytter’, ’at bygge huler’ og ’at løbe bare fordi det er sjovt’.
Så gå ud i verden og få læst højt og hop i en vandpyt og gør alle de ting der også var sjove at gøre som barn – du vil opdage at mange af tingene stadigvæk er sjove.
Ingen kommentarer endnu.