Hvorfor skal hænderne have et formål?

I visse situationer kan man være i tvivl om hvor man skal gøre ad sine hænder. For eksempel når man er ude at spankulere på offentlig vej eller gade og man hverken holder en pose, taske, cykel eller noget anden i hænderne; ens hænder er frie. Men denne frihed kan skabe en form for akavet situation; måske fordi ens hænder ikke har noget specifikt formål eller gøremål; de dingler bare ned langs siden af kroppen. Herudfra kan man spørge sig selv, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at hænderne har et formål?

Hvor skal man gøre ad sine hænder?

Hænderne i lommerne kan virke suspekt

Det er selvfølgelig ikke alle der synes denne ’dinglen’ føles akavet. Hvis man gør, kan man prøve at løse problemet ved at placere hænderne i bukselommerne, men på en eller anden måde kan dette virke en anelse suspekt – når man har hænderne i lommerne kan man jo potentielt skjule noget. Så er én-hånd-i-lommen-stilen en smule bedre, men den anden hånd hænger stadigvæk og dingler akavet. Så hvordan løser man problemet?

Hænderne i lommerne kan virke suspekt

Vores selvforståelse og forfængelighed

Grundlæggende handler det om hvordan vi tror andre ser os; at vi prøver ikke at dumme os eller se dumme eller kejtede ud foran andre mennesker. Det er altså vores selvbevidsthed, vores forståelse af os selv, og ud fra dette, vores forståelse af hvordan (vi tror) andre mennesker ser os, der spiller ind, også når vi bare går en tur.

Og lige meget hvor skarpt og præcist man selv kan formulere en tanke eller en ide, er der som bekendt altid en anden der har formuleret det skarpere:

“You will become way less concerned with what other people think of you when you realize how seldom they do.” – David Foster Wallace

Lad nu bare hænderne dingle

Så når du går en tur i parken og ikke ved hvor du skal gøre ad dine hænder, så lad være med at tænke på hvordan andre mennesker ser dig. For langt de fleste er fuldstændig ligeglade. Lad hænderne dingle ligeså meget de kan, for: who cares? Det er en selv der skaber den akavede situation eller følelse, og derfor er det også en selv der kan ophæve følelsen igen – simpelthen bare ved at være helt ligeglad med hvad andre mennesker synes (lommepsykologi er bedre end ingen psykologi som man siger).

En god øvelse i at være ligeglad med hvad andre mennesker synes om ens påklædning er desuden at tage noget virkelig grimt tøj på en dag på arbejde (med mindre man er tjener) og så egentlig bare øve sig i at være ligeglad med folks reaktioner; eller lægge mærke til hvor få reaktioner man får.

Pheobe fra ‘venner’ er ligeglad, så kan du også være det

Et fremragende eksempel på en karakter der er mere eller mindre ligeglad med hvad andre synes om hende er Pheobe fra serien ’venner’. Dette viser sig med tydelighed i en scene, hvor hun som voksen løber ligesom hun gjorde da hun var barn – så hurtigt hun kan og med nærmest roterende arme (se klippet her).

Simpelthen fordi det er sjovere.

Så måske skal man ikke stoppe bare ved at lade armene dingle frem og tilbage når man går en tur. Måske burde man i virkeligheden oftere følge Monty Pythons ’Silly Walks’-eksempel. Det ville da være sjovere for alle.

The minister of silly walks

Grundlæggende er vi egoistiske

Men nej nej, siger du måske. Fjæs bruges ikke kun egoistisk; man deler for eksempel sjove eller interessante billeder, så andre også kan få glæde af dem, og man støtter forskellige ’causes’ via ens ’likes’. Men i denne ’egoisme optik’ er ens bevæggrunde for, for eksempel at dele sjove billeder, stadig at andre folk bekræfter en, i af det delte billede er sjovt. Altså at man på sin vis selv er sjov, eller dygtig fordi man har taget det billede eller fundet det.

Og man støtter en bestemt sag fordi man gerne vil have at andre ser én, som en person der står for noget bestemt. Man vil anerkendes for at støtte en sag. For det kan jo sagtens lade sig gøre at støtte for eksempel Amnesty, eller at rede nogle hvaler eller tigere, eller hvad man nu går og reder nu til dags, uden at skilte semi-offentligt med det.

I denne tankegang er Facebook altså bare et redskab til at sige: ”Se mig! Se hvad jeg kan, og se hvad jeg har gjort”

Se hvad jeg kan

At poste billeder af ens børn på Facebook

Desuden kan man i denne sammenhæng argumentere for at folk der ’poster’ billeder af deres børn på fjæs, ikke siger ”se mig!”. Men på sin vis hører ens børn i kategorien: ‘noget man har lavet, eller formet’ – og på den måde er disse posts stadig en form for egoisme, selvom det selvfølgelig er mere kompliceret end som så, når der er tale om børn; om egoisme gennem en anden person (hvis dette overhovedet kan lade sig gøre?).

Der findes ikke en uselvisk god gerning

Alt dette er ikke en kritik af, hvordan folk bruger Facebook, men nærmere en konstatering af vores grundlæggende egoisme. Og parallelt med denne konstatering ligger tanken om, at der ikke findes en uselvisk god gerning, fordi man grundlæggende selv bliver positivt påvirket af, at udføre en god gerning for en anden person. Alt hvad vi gør, gør vi på et eller andet plan for os selv, hvilket er uundgåeligt, da udgangspunktet for vores handlinger, ultimativt kun kan være os selv.

Denne egoisme behøves ikke at være et udtryk for noget negativt, hvilket egoisme ofte forbindes med, med nærmere noget uundgåeligt. Og det er som sagt også en form for egoisme, når man gør noget godt for andre, for selv at få det godt.

There’s no such thing as a selfless good deed

Hvis man i den virkelig verden opførte sig, som man gør på Facebook

Anywho, tænk hvis man ude i den virkelig verden opførte sig, som man gør på Facebook. I så fald ville man en lørdag formiddag på strøget, kunne høre tilfældige mennesker råbe følgende udsagn ud i luften:

”Jeg er i et forhold!”,

”Jeg har lige løbet 6 km. Og nu skal jeg hjem og have forloren hare. Mums!”,

”Jeg er fan af Cindy Lauper”

eller ”Det synes jeg godt om!”

Denne Wulff Morgenthaler-illustration tegner et godt billede på tankeeksperimentet:

(billedet er blevet fjernet grundet copyright, men du kan søge på Wulff Morgenthaler facebook og finde det, hvis du lyster).

Facebook udtryk – ‘at facebooke’ og at ‘facerape’

Anyways, Facebook har fordret mangt et nyt udtryk. Og en del af disse har folk taget til sig, og de bliver flittigt brugt på nettet og i den virkelige verden. Selve ordet Facebook bruges også som et udsagnsord; når man ’facebooker’ nogen, finder man en person på Facebook, eller kommunikerer med en person på Facebook.

Derudover kan nævnes det fantastiske og noget hård-kernede udtryk: ’facerape’. En betegnelse for at skrive uautoriserede, ofte negative eller humoristiske, opdateringen på en anden persons facebook-væg.

Og man kan snildt udvide de rape-ologiske udtryk: for eksempel sms-rape, wall-rape (grafitti), tree-rape (at snitte sit navn på et træ), car-rape (at skrive ’vask mig’ på en beskidt bil) eller snow-rape (at skrive sit navn i sneen – ja, med tis!).

En ændret betydning af ordet ‘venner’

På en måde har Facebook også ændret, eller i hvert fald udvidet definitionen på ordet ’venner’. På Facebook dækker ordet venner både over nære venner, kolleger og bekendtskaber. Lige fra ens bedste ven, til en tilfældig person man drak en øl med til en Bryan Ferry koncert i 1997.

Om at synes godt om

Og endeligt kan nævnes udtrykket ’synes godt om’, der ærlig talt, for at være frank og snakke lige ud af posen, efterhånden er blevet lidt slidt og lidt brugt. Kunne man ikke variere udtrykket lidt hva’ mister sukkerbjerg?

Måske kunne man bruge ’jeg kan grave det’, ’det er labert’, ’det er vold-blæret’ eller gentleman-style: ’jeg tager hatten af for denne post’ (eventuelt med en lille illustration af en hat).

Facebook mig her og facebook mig der.