En anden akavet energi ved offentlig transport

Nuvel, man befinder sig ofte tæt på fremmede for eksempel ved brug af offentlig transport (som en elevator nogle gange kan betegnes som), men i disse tilfælde; i toget eller i bussen, er der mere plads. Der er plads til at slippe væk, hvis situationen på en eller anden måde bliver akavet, pinlig eller ubehagelig. Det er der ikke i en elevator, og det er måske derfor at denne særlige energi opstår.

TVTVTV’s elevatorturer

Måske husker du det tilbagevendende indslag i det fantastiske (og nu desværre hedengangne) DR2-program TVTVTV, hvor værtinden Ane Cortzen i slutningen af programmet kører i en elevator sammen med en tilfældig person der har medvirket i samme episode af programmet? Denne sekvens demonstrerer på fineste vis, den specielle, og nogle gange lettere akavede stemning der kan opstå mellem to personer i en elevator.

Den akavede energi afhænger af om man skaber et fællesskab

Denne energi ligger desuden tæt op ad det tidligere omtalte begreb uncomfortable silence – eller på dansk pinlig tavshed. Men samtidig er den eventuelle tavshed mellem to personer i en elevator egentlig ikke pinlig som sådan, da det ikke forventes at der skal foregå en egentlig samtale.

Igen afhænger den sommetider akavede eller specielle stemning nok af, hvorvidt man er i stand til at skabe et fællesskab, hvilket kan være vanskeligt på en 1 minut lang elevatortur. Og man har måske i øvrigt heller ikke ligeså stort et behov for at skabe det fællesskab netop på grund af den begrænsede tidsperiode.

Arbejdspladsen som fællesskab og smart-boblen

Men man har det at køre i en elevator tilfælles, og derudover har man måske en arbejdsplads tilfælles. Udover det, er der ikke så mange oplagte samtaleemner, når man ikke kender hinanden.

Og når man ikke har noget tilfælles man kan snakke om, sker der ofte det, at man i stedet tager sin smarte-telefon frem og lukker sig inde i en elektronisk smart-bobbel, som man på sin vis skaber sit egen fælleskab med.

Folk i deres Smart-Phone bobbel

Hvor retter man sin opmærksomhed?

Hvis man vil undgå denne mærkelige spænding, uden brug af elektronisk doping, er det en fremragende ide at hænge plakater eller opslag op i elevatoren, da man på den måde automatisk får et objekt man er fælles om, og som man kan snakke om eller henlede sin opmærksomhed på. For i en elevator-situation er det måske når ens opmærksomhed ikke er rettet mod noget specifikt, at en særlig energi kan opstå.

Så hvis du befinder dig i en elevator med en fremmed, og du mærker elevator-energien snige sig ind på dig, er der er samtaleråd der virker hver gang: bare snak om vejret.

Tjek i øvrigt denne sketch apropos en akavet stemning i en elevator.

Hvorfor er stilheden ubehagelig?

Og når man tænker over det, er dette spørgsmål faktisk ret interessant. Hvorfor vil vi hellere sige en masse ligegyldige ord, samtale uden indhold, i stedet for bare at klappe ’karry’ og nyde stilheden, eller vente til man har noget vigtigt at sige (ja, vigtigt er selvfølgelig relativt, men sådan er der så meget). Hvorfor er mange mennesker bange for denne uncomfortable silence eller ’akavede stilhed’? (jeg får for øvrigt et dejligt og på samme tid foruroligende og mærkeligt billede af en person der klapper på en bunke karry og ligesom trøster og aer karryen lidt. Måske siger personen endda ’så så – det skal nok gå’ eller ’op igen’, hvis karryen er blevet tabt på gulvet.)

Anyways – min teori er, at det til dels handler om hvor nært et forhold man har til personen eller personerne man er sammen med; med familien eller ens rigtig gode venner er det generelt nemmere at være stille sammen, hvor imens det er en del sværere med personer man lige har mødt (alt afhængig af hvor fuld man er på det givne tidspunkt naturligvis).

Trygheden ved vedvarende lyd

Men hvorfor er stilheden skræmmende? Det kan tænkes at der er noget trygt over den vedvarende tale, over en konstant strøm af lyde i form af ord; nogle mennesker der bor alene tænder for fjernsynet eller radioen, når de kommer hjem fra arbejde – for at få noget ’selskab’ – eller nogle vil sige illusionen af selskab.

Ja, måske taler man bedst sammen og tænker bedst alene. Jovist, selvfølgelig taler man bedst sammen og forhåbentligvis taler man kun sammen, medmindre man er psykisk syg, hjemløs eller bare har boet alene for længe og ikke har noget kæledyr at tale med – men du ved hvad jeg mener – stilhed og fordybelse sker alene og snak sker sammen med andre. I den forbindelse lægger Peter Sommer op til en interessant diskussion: hvad er forskellen mellem at tale og at snakke? Snakke er måske noget mere socialt, noget man gør sammen, hvor imens tale måske mere er envejskommunikation? Men på den anden side kan man vel også tale med hinanden og ikke kun til hinanden.

snakke

Og nu til en virkelig dårlig joke

Nå, nu er tidspunktet nået, der kan sammenlignes med tidspunktet i en komedieserie, hvor der har været for meget snak om kærlighed og for meget seriøsitet og man virkelig trænger til at hører nogle jokes. Så nu får du lige en fra mit legendariske eksemplar af ’Børnenes Vittighedsbog’, med undertitlen: ’Du dør af grin – men husk at betale først’. Here goes nothing (og føl dig fri til at bruge den): Årh tjener, har De frølår? Nej, jeg har altid gået på den måde.

…

Lige der har du et udmærket eksempel på en form for akavet stilhed eller uncomfortable silence, (ja, medmindre du har virkelig dårlig humor). Og nu hvor vi har fået det ud af vejen, kan vi straks komme videre.

vittighed

Den fælles grund i samtalen

Som sagt opstår disse eksempler på akavet stilhed ofte i forbindelse med samtaler med fremmede. Og her handler det ifølge min ‘lomme-teori’ om at finde en form for fælles grund i samtalen, noget man har tilfælles, fordi det skaber tryghed for begge parter. Nu er jeg for nyligt hjemvendt fra en tur til Orienten (eksotisk ikke sandt?), og når man rejser er det ofte nemmere at have ’akavet stilheds-løse’-samtaler, måske fordi man allerede som udgangspunkt har det tilfælles at man er ude at rejse og at man er det samme sted (altså når man bor på hostels og den slags).

Hvorfor er det desuden at man, når man er ude at rejse og møder nogen fra ens hjemland, pludselig bliver meget interesseret i dem og får lyst til at snakke med dem; hvor de samme personer måske ikke havde været ligeså spændende, hvis man var hjemme? Det hænger nok igen sammen med de ting man har tilfælles; man er begge ude at rejse, og selvfølgelig især ens sprog og nationale tilhørsforhold. Så har man det at snakke om, noget man kan bruge som ’samtale-starter’ (a la ’kommer du tit her?’).

Orienten

Man kan altid snakke om vejret

Derudover findes der nogle erhverv hvori tavshed er mere unormalt og ildeset end i andre erhverv. Forestil dig et simpelt eksperiment: en lærer der går ind i et klasseværelse helt uden at sige noget og bare fortsætter med ikke at sige noget hele timen igennem. Hvordan ville eleverne reagerer?

Her til sidst disker jeg gerne op med et lille samtaletip. Hvis du gerne vil undgå denne ’akavede stilhed’(eller ikke ved hvad du skal stille op, når den opstår), får du hermed et fremragende samtaleemne (udover vejret selvfølgelig) som du til enhver tid kan benytte dig af: snak om selve ’den akavede stilhed’ – gerne med inspiration fra dette indlæg.

Og qua denne meta-refleksivitet, formår du at udvige disse momenter af konversationel ubehag, per se.

Ja, man er vel ikke kommende pixi-bogs-forfatter for ingenting.