”This is America honey – our names don’t mean shit.”

I den måske bedste film nogensinde, ‘Pulp Fiction’, udtaler Bruce Willis’ karakter, bokseren ‘Butch’, følgende: ”This is America honey – our names don’t mean shit.”

Dette siger han i en samtale med en kvindelig taxachauffør ved navn Esmeralda Villa Lobos. Og efter at hun har forklaret ham, at hendes efternavn betyder ’ulvenes by’, spørger hun Butch, hvilken betydning der ligger i hans navn – hvortil han svarer ovenstående. Hendes fornavn ’Esmeralda’ stammer i øvrigt fra ordet ’smaragd’.

Og på sin vis er det noget værre vås den gode hr. Willis siger. For selvfølgelig har alle navne en eller anden betydning, og navnet på hans karakter i ‘Pulp Fiction’, ‘Butch’, indeholder også en betydning. ‘Butch’ bliver brugt som et ord for overdreven eller megen maskulinitet, hvilket i øvrigt stemmer fint overens med hans karakter i filmen (idet han er bokser). Ordet ‘Butcher’ (slagter) ligger i øvrigt meget tæt op af hans navn, hvilket igen stemmer overens med hans voldelige adfærd i filmen.

 Efternavne fra ens familie eller fra ens erhverv

Anywho, i det meste af verden (også i Danmark), arver vi vores efternavne fra vores familie, og fra vores mor eller far (hvilket også giver mening i forhold til det engelske sprog, da efternavn hedder ’family name’ på engelsk).

I Island bruger de betegnelsen ’dottir’ eller ’son’ – Sigurdsson eller Helgasdottir, hvor vi i Danmark som oftest har smidt det tilsvarende ’datter’ ud, men meget flittigt bruger ’son’, som i Danmark er blevet til ’sen’ – Andersen, Hansen, Jensen.

Ofte, og nok oftere i gamle dage i Danmark, ligger og lå ens erhverv også i ens navn. Man kunne (og kan) for eksempel hedde: Smed, Maler eller Møller.

I øvrigt er der forbundet et vist besvær med at bruge de nye og mere kringlede erhvervs-betegnelser som navne. Jesper Key Account Manager eller Niels Assistant Floor Superviser klinger bare ikke ligeså godt som Lars Maler og Peter Smed.

Peter Maler

Betydning i navne – ‘The Matrix’ og ‘Harry Potter’

Hvis vi igen hopper over i filmens verden, bliver der (ligesom i den virkelige verden) ofte brugt religiøs relaterede navne. På den måde lægger man også bevidst nogle bestemte kvaliteter ind i den karakter der bærer det specifikke navn.

I filmen ’The Matrix’ fra 1999 er der i den grad under (og over) toner og referencer af religiøs karakter. Dette ses også i udvalget af navne i filmen.

Hovedpersonen bliver kaldt ’Neo’, hvilket er et anagram for ’One’, som i ’The One’, The Chosen One, den udvalgte – frelseren.

Neos kvindelige hjælper/flirt hedder ‘Trinity’, som i treenigheden og endeligt har vi ‘Morpheus’, som i græsk mytologi betyder ’Drømme Guden’, hvilket stemmer godt overens med, at han forsøger at ’vække’ folkene fra deres falske virkelighed – ’The Matrix’. Navnene er altså langt fra valgt tilfældigt.

Også i den fabelagtige Harry Potter filmserie bliver der brugt en del navne med forskellige betydninger, der ofte passer på dets karakter.

For eksempel er ’Tom Marvolo Riddle’ et anagram for ”I am Lord Voldemort” – og i navnet ’Voldemort’ ligger der betydninger såsom: at stjæle samt død og vold. ’Harry’ har betydningen ’slagkraft’ og (Ron) Weasley er blevet opkaldt efter det mindre populære dyr: ’Væselet’ – et dyr der bliver opfattet som lidt uheldigt, men som J.K. Rowling har en særlig forkærlighed for.

Voldemort

Alt i alt har vores navne betydning. Også selvom der måske ikke findes en dybere betydning, med eksempelvis religiøse referencer. Vores navne stammer et sted fra og indeholder dermed en betydning – en betydning der er vigtig for vores identitet; vigtig for hvem vi er.

Hvad betyder dit navn?

Men denne gang vil jeg tage fat i emnet ’forlænget øjenkontakt’, der som bekendt også kan være særdeles akavet. Og som så ofte kan man ty til det næsten altomfattende videns-forum Quora, for information om emnet.

Forlænget øjenkontakt som kærlighed eller aggression

Grundlæggende biologisk set kan forlænget øjenkontakt være udtryk for to forskellige ting. Enten finder det sted i forbindelse med seksuelle/kærligheds hensigter, eller som en truende/aggressiv adfærd. Og hvis forlænget øjenkontakt forekommer og der ikke er tale om en af de to, resulterer det ofte i en akavet social situation.

I øvrigt findes der et specielt tilfælde af forlænget øjenkontakt, nemlig mellem mor og barn. Dette er et udtryk for affektion og kærlighed og finder i øvrigt kun sted når børnene har en bestemt alder. Men på sin vis kan dette tilfælde høre ind under den første kategori ud af de to ovenstående, da der er tale om kærlighedsblikke – romantiske eller ej.

Stemningen afhænger af hvor godt man kender hinanden

Hvorledes den akavede situation udspiller sig kommer i høj grad an på, hvor godt de to parter kender hinanden. Hvis der er tale om to personer der er fremmede for hinanden, kan et blik der varer mere end bare et par sekunder, tolkes som en mulig interesse eller provokation.

Hvis de to parter er fysisk tæt på hinanden og kender hinanden, kan et forlænget blik for eksempel resultere i, at den person der bliver stirret på, kan komme til at tro, at der er noget i vejen med personens fysiske fremtoning eller beklædning.

I tilfælde, hvor to parter delager i en samtale, ændrer spillereglerne sig en del. Her er det i højere grad accepteret at holde øjenkontakt i små tidsbidder af gangen; men hvis en af parternes blik dvæler i den andens i lidt for lang tid, kan det for eksempel virke som, at den person er romantisk interesseret i den anden.

Disse er naturligvis blot eksempler på hvordan visse situationer af forlænget øjenkontakt kan udspille sig, og der findes mange flere variationer af disse.

Under alle omstændigheder kan et blik sige og betyde meget, og betydningen kan variere gevaldigt alt efter, hvilken situation man befinder sig i.

Stirrekonkurrencen – en organiseret forlænget øjenkontakt

I øvrigt leger børn (og en sjælden gang voksne) af og til den intense stirrekonkurrence, hvor den akavede stemning bliver brugt i en leg, hvilket gør det socialt acceptabelt at se hinanden i øjnene i lang tid. Og det er egentlig interessant, hvorledes en leg fuldstændig kan skære de gængse sociale regler bort og skabe nogle nye. Dette er i øvrigt også tilfældet med stilleleg og akavet stilhed.

Stirrekonkurrence

Hvorfor er stilheden ubehagelig?

Og når man tænker over det, er dette spørgsmål faktisk ret interessant. Hvorfor vil vi hellere sige en masse ligegyldige ord, samtale uden indhold, i stedet for bare at klappe ’karry’ og nyde stilheden, eller vente til man har noget vigtigt at sige (ja, vigtigt er selvfølgelig relativt, men sådan er der så meget). Hvorfor er mange mennesker bange for denne uncomfortable silence eller ’akavede stilhed’? (jeg får for øvrigt et dejligt og på samme tid foruroligende og mærkeligt billede af en person der klapper på en bunke karry og ligesom trøster og aer karryen lidt. Måske siger personen endda ’så så – det skal nok gå’ eller ’op igen’, hvis karryen er blevet tabt på gulvet.)

Anyways – min teori er, at det til dels handler om hvor nært et forhold man har til personen eller personerne man er sammen med; med familien eller ens rigtig gode venner er det generelt nemmere at være stille sammen, hvor imens det er en del sværere med personer man lige har mødt (alt afhængig af hvor fuld man er på det givne tidspunkt naturligvis).

Trygheden ved vedvarende lyd

Men hvorfor er stilheden skræmmende? Det kan tænkes at der er noget trygt over den vedvarende tale, over en konstant strøm af lyde i form af ord; nogle mennesker der bor alene tænder for fjernsynet eller radioen, når de kommer hjem fra arbejde – for at få noget ’selskab’ – eller nogle vil sige illusionen af selskab.

Ja, måske taler man bedst sammen og tænker bedst alene. Jovist, selvfølgelig taler man bedst sammen og forhåbentligvis taler man kun sammen, medmindre man er psykisk syg, hjemløs eller bare har boet alene for længe og ikke har noget kæledyr at tale med – men du ved hvad jeg mener – stilhed og fordybelse sker alene og snak sker sammen med andre. I den forbindelse lægger Peter Sommer op til en interessant diskussion: hvad er forskellen mellem at tale og at snakke? Snakke er måske noget mere socialt, noget man gør sammen, hvor imens tale måske mere er envejskommunikation? Men på den anden side kan man vel også tale med hinanden og ikke kun til hinanden.

snakke

Og nu til en virkelig dårlig joke

Nå, nu er tidspunktet nået, der kan sammenlignes med tidspunktet i en komedieserie, hvor der har været for meget snak om kærlighed og for meget seriøsitet og man virkelig trænger til at hører nogle jokes. Så nu får du lige en fra mit legendariske eksemplar af ’Børnenes Vittighedsbog’, med undertitlen: ’Du dør af grin – men husk at betale først’. Here goes nothing (og føl dig fri til at bruge den): Årh tjener, har De frølår? Nej, jeg har altid gået på den måde.

…

Lige der har du et udmærket eksempel på en form for akavet stilhed eller uncomfortable silence, (ja, medmindre du har virkelig dårlig humor). Og nu hvor vi har fået det ud af vejen, kan vi straks komme videre.

vittighed

Den fælles grund i samtalen

Som sagt opstår disse eksempler på akavet stilhed ofte i forbindelse med samtaler med fremmede. Og her handler det ifølge min ‘lomme-teori’ om at finde en form for fælles grund i samtalen, noget man har tilfælles, fordi det skaber tryghed for begge parter. Nu er jeg for nyligt hjemvendt fra en tur til Orienten (eksotisk ikke sandt?), og når man rejser er det ofte nemmere at have ’akavet stilheds-løse’-samtaler, måske fordi man allerede som udgangspunkt har det tilfælles at man er ude at rejse og at man er det samme sted (altså når man bor på hostels og den slags).

Hvorfor er det desuden at man, når man er ude at rejse og møder nogen fra ens hjemland, pludselig bliver meget interesseret i dem og får lyst til at snakke med dem; hvor de samme personer måske ikke havde været ligeså spændende, hvis man var hjemme? Det hænger nok igen sammen med de ting man har tilfælles; man er begge ude at rejse, og selvfølgelig især ens sprog og nationale tilhørsforhold. Så har man det at snakke om, noget man kan bruge som ’samtale-starter’ (a la ’kommer du tit her?’).

Orienten

Man kan altid snakke om vejret

Derudover findes der nogle erhverv hvori tavshed er mere unormalt og ildeset end i andre erhverv. Forestil dig et simpelt eksperiment: en lærer der går ind i et klasseværelse helt uden at sige noget og bare fortsætter med ikke at sige noget hele timen igennem. Hvordan ville eleverne reagerer?

Her til sidst disker jeg gerne op med et lille samtaletip. Hvis du gerne vil undgå denne ’akavede stilhed’(eller ikke ved hvad du skal stille op, når den opstår), får du hermed et fremragende samtaleemne (udover vejret selvfølgelig) som du til enhver tid kan benytte dig af: snak om selve ’den akavede stilhed’ – gerne med inspiration fra dette indlæg.

Og qua denne meta-refleksivitet, formår du at udvige disse momenter af konversationel ubehag, per se.

Ja, man er vel ikke kommende pixi-bogs-forfatter for ingenting.