Dette indlæg har ligget på tegnebrættet i jævnt lang tid; der har altid lige været noget andet der var langt vigtigere at ordne først. Såsom at se den seneste episode af Dexter eller at tage en lur.

Hvad er en overspringshandling?

Men hvad kvalificerer egentlig som en overspringshandling? Umiddelbart må det være en aktivitet der træder i stedet for det man egentlig burde have ordnet – man går på Facebook i stedet for at vaske op, man ser Dr. Phil i stedet for at skrive en opgave og så frem deles.

Facebook

Hvordan kan man “snyde sig selv” i forhold til overspringshandlinger?

Men sommetider kan selve overspringshandlingerne være aktiviteter man ellers ville placere i kategorien ’ ting der skal ordnes’. For eksempel hvis man gør rent i stedet for at skrive opgave. Det er stadig en overspringshandling, men den er så at sige ikke ligeså oversprings-agtig som det ville have været at sidde på computeren.

Det vil sige, at for at få ordnet det man skal ordne, kan man på sin vis snyde sig selv og finde på noget der er endnu sværere at tage sig sammen til end ens egentlige primære gøremål, hvorefter ens primære gøremål bliver en overspringshandling. Tillade mig at eksemplificere:

Man skal have ordnet regnskaber – det er ens primære gøremål for dagen. Men det man endnu mindre har lyst til end at ordne regnskaber er at rense toilettet.

Man skriver ’rense toilettet’ på sin to-do liste og pludselig er det at ordne ens regnskaber en lettelse, et overspring – for man gider i hvert fald ikke at rense toiletterne. Et voila!

Hvordan får man så renset toiletterne, spørger du så kækt? Jo, man hyrer naturligvis en Vietnamesisk dreng til at gøre det (med alt respekt).

At rense toilettet står højt på listen over ting man virkelig ikke gider

Den umiddelbare lille belønning ved handlingen

Nå, men en af grundende til at vi overhovedet foretager overspringshandlinger er at handlingen giver et positivt boost, en lille belønning. Og derudover er overspringshandlingerne ofte aktiviteter vi er trygge ved – noget vi véd med sikkerhed, hvordan vi udfører. Og det kan dermed også være vores usikkerhed overfor det egentlige gøremål der udløser overspringshandlingen i det første sted.

Du kan læse mere om hvordan du takler din trang til overspring her og her.

Ja, undskyld jeg sådan autoplayer dig. (autoplayer – en person der automatisk lægger an på alle?) Anyhow.. Dexter har den, måske bedste intro-sekvens nogensinde. En intro der på elegant vis sætter den helt rigtige dystre Dexter-stemning, med en overflod af blodreferencer og svedig symbolik.

Så hvis du endnu ikke har fået smidt krimiserien Dexter i det gamle koma-akvarie, vil jeg lige kort sige: kan du så få fingeren ud af samtlige kropsåbninger og fluks skrue væk fra gamle genudsendelser af ’Det Lille Hus På Prærien’, og i stedet sætte denne perle af en krimiserie på movie boxen! Og det skal foregå i løb!

Hvad handler ‘Dexter’ om?

Nå, men efter de obligatoriske indledende fornærmelser, er der plads til en petit opsummering af, hvad serien Dexter egentlig går ud på.

Hovedpersonen Dexter lever et dobbeltliv, om dagen er han ’blood spatter analyst’ i Miami’s politi-afdeling, og om natten (og dagen) er han massemorder, og fanger og dræber de skurke og banditter, der falder gennem det amerikanske ret- og politisystems net. Grundlæggende handler serien om Dexters dobbeltliv og personerne tæt på ham. Blandt andre spiller hans rapkæftede politi-ansatte søster, samt hans afdøde far (som Dexter fører samtaler med), væsentlige roller i serien. Derudover har Dexters selvrefleksive overvejelser omkring moralske og etiske dilemmaer, en vigtig plads i serien.

Hvorfor kan vi lide karakteren ‘Dexter’?

En af grundende til at vi som seer, kan lide karakteren Dexter, på trods af hans dødelige kvaliteter, er hans indre monologer. Fortællere i film og serier er generelt en slags hyggelig og rar guide til historien, og man behøver kun at nævne Morgan Freeman i ’En Verden Udenfor’, for at pointere, hvor vigtig en rolle fortælleren kan spille, i en film eller serie.

I dette tilfælde går fascinationen også på, at vi får lov til at opleve, hvad der foregår inde i hovedet på en seriemorder; vi bliver inddraget i Dexters egen verden og overvejelser.

En anden grund er, at Dexter, på trods af hans psykopatiske tendenser, bliver fremstillet som værende en, i alle andre henseender, sympatisk og ’likeable’ person. Alle synes godt om Dexter, måske lige bortset fra hans ofre.

Derudover dræber Dexter ikke bare tilfældig mennesker; han har en ’kode’ – en udvælgelsesproces, der går ud på at personerne han dræber, skal kunne bevises som værende kriminelle og ’onde’ personer.

På sin vis er Dexter også en karakter man som publikum kan se op; han er meget intelligent, idet han kan opretholde sit dobbeltliv, uden at blive fanget af myndighederne. Han er altid et skridt foran.

monolog

Vi ser bort fra samfunds-moralen på grund af fremstillingen af karakteren

Grundlæggende kan fremstillingen af en karakter på tv, altså medføre, at vi som seer på sin vis ser bort fra de gængse moralske og etiske samfundskoder, og på en måde godkender eller accepterer Dexters ret til at dræbe. Eller i hvert fald accepterer hans overvejelser og bevæggrunde i forbindelse med drabene, på baggrund af vores fascination af karakteren.

Og der findes også andre tilfælde af karakterer, vi som seere holder af, eller på en måde ser op til (på grund af fremstillingen af karakteren), men som ikke overholder de gængse moralske samfundskoder, og i stedet overholder deres egne moralske koder. Et godt eksempel (udover Dexter)er karakteren Jack Bauer i 24 Timer.

24 timer – Jack Bauer

Herfra skal lyde en varm(blodig) anbefaling af krimiserien Dexter. Så sluk nu for ‘Gustav og Linse på Paradise-camping – in the dark – med Bubber og BS’, eller hvad det nu hedder, og dyk i stedet ned i Dexters blodige og død-fascinerende univers.