Hvordan adskiller Big Brother sig fra andre reality-programmer?

Der hvor Big Brother dog er interessant er netop på det punkt hvor programmet adskiller sig fra andre reality-programmer: at personerne bliver filmen konstant. Og jovist, de 24 timer bliver komprimeret og redigeret ned til 1 times program om dagen, men hvis man virkelig har (for)meget fritid kan man i princippet følge med hele tiden og dermed få den fuldstændig uredigerede ’sandhed’.

Da jeg så det første Big Brother program i år, hvor de forskellige deltagere blev præsenteret, tænkte jeg: ’de her mennesker er jo komplet vanvittige! Der er ikke én normal person iblandt de ca. 20 mennesker der starter i huset.’

Og deltagerne bliver fremstillet som meget ensidige stereotype personer i starten af programmet. Men undervejs i Big Brother-showet blev der stille og roligt tegnet et mere nuancerede billede af deltagerne (hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at man har observeret dem over længere tid).

Så var de, trods den indledende chokeffekt, forholdsvis normale alligevel. Og det kan godt være, at de karikerede typer der blev fremstillet i starten af programmet er det de unge vil have nu til dags. Men grundlæggende identificerer man sig med personer fra hvem man kan genkendte nogle træk ved en selv (eller fra hvem man finder bestemte træk ønskværdige/fascinerende). Og således lever man sig ind i visse personer i programmet og dermed også i selve programmet.

Derudover er der naturligvis en del fascination omkring de mere ekstreme og excentriske personligheder (Sidney Lee, Amalie, hende den nye Amalie, Gustav & Linse og de fleste fra ‘De Unge Mødre’ – samt selvfølgelig Bubber).

ung mor

En gennemskuelig type-casting

Det er i øvrigt interessant hvorledes castingen af deltagerne på ét punkt er meget gennemskuelig. Der skal (åbenbart) være minimum én deltager med alternativ pigmentering, minimum én gammel person (en dag over 40), minimum én homoseksuel, et par promiskuøse damer og herrer og mindst én med gevaldige kasser – med alt respekt. For det er øjensynligt lige netop dét der skaber den bedste cocktail i et reality-program – det der appellere til den brede befolkning? (eller i hvert fald til halvdelen af dem der fulgte med sidste år).

Men som Ane Cortzen plejede at sige i programmet TVTVTV: ”Bedøm det selv – det er mandag til fredag og søndag på Kanal 5 kl. Niner om aftenen.” (Du kan lige nå det..)

En anden akavet energi ved offentlig transport

Nuvel, man befinder sig ofte tæt på fremmede for eksempel ved brug af offentlig transport (som en elevator nogle gange kan betegnes som), men i disse tilfælde; i toget eller i bussen, er der mere plads. Der er plads til at slippe væk, hvis situationen på en eller anden måde bliver akavet, pinlig eller ubehagelig. Det er der ikke i en elevator, og det er måske derfor at denne særlige energi opstår.

TVTVTV’s elevatorturer

Måske husker du det tilbagevendende indslag i det fantastiske (og nu desværre hedengangne) DR2-program TVTVTV, hvor værtinden Ane Cortzen i slutningen af programmet kører i en elevator sammen med en tilfældig person der har medvirket i samme episode af programmet? Denne sekvens demonstrerer på fineste vis, den specielle, og nogle gange lettere akavede stemning der kan opstå mellem to personer i en elevator.

Den akavede energi afhænger af om man skaber et fællesskab

Denne energi ligger desuden tæt op ad det tidligere omtalte begreb uncomfortable silence – eller på dansk pinlig tavshed. Men samtidig er den eventuelle tavshed mellem to personer i en elevator egentlig ikke pinlig som sådan, da det ikke forventes at der skal foregå en egentlig samtale.

Igen afhænger den sommetider akavede eller specielle stemning nok af, hvorvidt man er i stand til at skabe et fællesskab, hvilket kan være vanskeligt på en 1 minut lang elevatortur. Og man har måske i øvrigt heller ikke ligeså stort et behov for at skabe det fællesskab netop på grund af den begrænsede tidsperiode.

Arbejdspladsen som fællesskab og smart-boblen

Men man har det at køre i en elevator tilfælles, og derudover har man måske en arbejdsplads tilfælles. Udover det, er der ikke så mange oplagte samtaleemner, når man ikke kender hinanden.

Og når man ikke har noget tilfælles man kan snakke om, sker der ofte det, at man i stedet tager sin smarte-telefon frem og lukker sig inde i en elektronisk smart-bobbel, som man på sin vis skaber sit egen fælleskab med.

Folk i deres Smart-Phone bobbel

Hvor retter man sin opmærksomhed?

Hvis man vil undgå denne mærkelige spænding, uden brug af elektronisk doping, er det en fremragende ide at hænge plakater eller opslag op i elevatoren, da man på den måde automatisk får et objekt man er fælles om, og som man kan snakke om eller henlede sin opmærksomhed på. For i en elevator-situation er det måske når ens opmærksomhed ikke er rettet mod noget specifikt, at en særlig energi kan opstå.

Så hvis du befinder dig i en elevator med en fremmed, og du mærker elevator-energien snige sig ind på dig, er der er samtaleråd der virker hver gang: bare snak om vejret.

Tjek i øvrigt denne sketch apropos en akavet stemning i en elevator.