Udtryksguide

Udtryksguide – Har udtryk en alder?

Er du nede med de unges mega flækker’n, herre nice, monster-fede udtryk, eller mener du bare at alle disse gavtyve og utidige badutspringere, fortjener en ordentlig verbal overhaling? Ja, dengang mor var dreng, kunne man forstå, hvad der blev snakket om; det var rigtig nok før sproget var gået af lave.

 

Vi bruger sproget meget forskelligt alt efter vores alder; og andet ville da også være piv-kedeligt. Det er såmænd bare et udtryk for herre svedig sproglig udvikling.

Imidlertid er der visse mands-(og dames)personer, der sprogligt, forsøger at være ung med de unge, hvilket ofte resulterer i komiske situationer. Det ville for eksempel være svært underholdende at høre en ældre dame i en kebab-snedker, udtale: ”Unge mand. Jeg skal bede om en ordentlig syg durum-rulle-sandwich. Jeg har mega fråder’n på, skal De se.”

 

Udtryk mest for de unge

Og som en lille service til den ældre generation, vil jeg her nævne nogle udtryk, folk over 40 (det ser ikke ud til, at i er en dag over 40), bør undgå at bruge, hvis i ønsker at lyde jeres alder. Eller som i kan begynde at bruge, for humorens skyld.

Her er tale om ord med ’ern’ som endelse; som for eksempel neder’n eller stener’n: ”Denne spadserestok er vel nok herre neder’n på den total u-svedige måde” (ja, alle over 40, går med spadserestok). Eller: ”Jeg har monster-flækker’n på over den her bingo-plade”.

Derudover kan nævnes udtryk så som: ’Helt sikkert’, ’sygt nok’. Og ’der’ (i slutningen af alle sætninger, der).

”Jeg skal lige snakke med min bankrådgiver, der. Du ved, omkring et realkredit lån. Jeg sværger det helt sikkert, der. Det bliver sygt nok og rimelig optur med noget mønt.”

Desuden kan nævnes ord der starter med piv eller skod. ”Den her skovmands-skjorte er simpelthen så piv neder’n. Total skod-stof!”

Pi- neder'n-skovmands-skjorte

Piv neder’n skovmands-skjorte

 

Udtryk du skal holde op med at bruge – og det skal foregå i løb

Og ligesom der findes udtryk, der passer til en bestemt generation eller alder, findes der også skod-udtryk, folk bare burde stoppe med at bruge i det hele taget, fordi de er piv-irriterende og på ingen måde monster-flækker’n. Og det er ikke fordi jeg er nazi med sproget, der, men disse herre-neder’n udtryk er efterhånden så piv-brugte, at de bare er total ’not nice’!

Her tænker jeg på udtryk så som: ’Mobilos’, ’er du sunshine?’ ’Ja, og?’, ’Fyr den max’ og ’gi’ den max gas’.

Hvis alle, unge som gamle, øjeblikkeligt stopper med at bruge disse udtryk, vanker der monster-fede high-fives til samtlige piger og drenge.

Mobilos-polle

Mobilos polle

 

Ryst den som en mand med Parkinson

Så, nej!, du skal ikke ’gi’ den max gas’ til fredagsbaren. Du skal derimod sætte gang i festen på den mega fede og svært svedige måde, og eventuelt ryste din røv som et polaroid-billede, eller en saltbøsse, eller hvad man nu ellers kan ryste den som. Måske som en våd hund eller en mand med Parkinson? (med alt respekt, selvfølgelig).

 

Anyways – hvis du er interesseret i brandfede, drønlækre, kanonseje og monster flækkeren unge udtryk (skabt via brugen af forled), så tjek denne røvseje, stanghamrende, skæppelækre og ikke mindst voldblærede, hjemmeside ud.

Skrevet af Jeppe Zabel

Jeppe Zabel

Jeg er cand.mag. i moderne kultur og selvudnævnt ordgøgler. På TheBlaze.dk skriver jeg om det danske sprog og sprogkulturen. Book et humoristisk foredrag om det danske sprog ved at skrive til: mail[snabel-a]jeppezabel.com. Du kan se, hvad jeg holder foredrag om og få mere info ved at klikke på ‘foredrag’ øverst på siden.
Du kan støtte bloggen ved at gå ind på 10er.dk og donere. Så får jeg tid til at arbejde mere med bloggen.

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar