Pulp-Fiction

Forlænget øjenkontakt

Socialt akavede situationer har alle dage været interessante, og jeg har da også tidligere skrevet om akavet stilhed eller pinlig tavshed, et emne de tager op i filmen ’Pulp Fiction’.

Men denne gang vil jeg tage fat i emnet ’forlænget øjenkontakt’, der som bekendt også kan være særdeles akavet. Og som så ofte kan man ty til det næsten altomfattende videns-forum Quora, for information om emnet.

 

Forlænget øjenkontakt som kærlighed eller aggression

Grundlæggende biologisk set kan forlænget øjenkontakt være udtryk for to forskellige ting. Enten finder det sted i forbindelse med seksuelle/kærligheds hensigter, eller som en truende/aggressiv adfærd. Og hvis forlænget øjenkontakt forekommer og der ikke er tale om en af de to, resulterer det ofte i en akavet social situation.

I øvrigt findes der et specielt tilfælde af forlænget øjenkontakt, nemlig mellem mor og barn. Dette er et udtryk for affektion og kærlighed og finder i øvrigt kun sted når børnene har en bestemt alder. Men på sin vis kan dette tilfælde høre ind under den første kategori ud af de to ovenstående, da der er tale om kærlighedsblikke – romantiske eller ej.

Øjenkontakt-som-kærlighed-eller-aggression

 

Stemningen afhænger af hvor godt man kender hinanden

Hvorledes den akavede situation udspiller sig kommer i høj grad an på, hvor godt de to parter kender hinanden. Hvis der er tale om to personer der er fremmede for hinanden, kan et blik der varer mere end bare et par sekunder, tolkes som en mulig interesse eller provokation.

Hvis de to parter er fysisk tæt på hinanden og kender hinanden, kan et forlænget blik for eksempel resultere i, at den person der bliver stirret på, kan komme til at tro, at der er noget i vejen med personens fysiske fremtoning eller beklædning.

I tilfælde, hvor to parter delager i en samtale, ændrer spillereglerne sig en del. Her er det i højere grad accepteret at holde øjenkontakt i små tidsbidder af gangen; men hvis en af parternes blik dvæler i den andens i lidt for lang tid, kan det for eksempel virke som, at den person er romantisk interesseret i den anden.

Disse er naturligvis blot eksempler på hvordan visse situationer af forlænget øjenkontakt kan udspille sig, og der findes mange flere variationer af disse.

Under alle omstændigheder kan et blik sige og betyde meget, og betydningen kan variere gevaldigt alt efter, hvilken situation man befinder sig i.

 

Stirrekonkurrencen – en organiseret forlænget øjenkontakt

I øvrigt leger børn (og en sjælden gang voksne) af og til den intense stirrekonkurrence, hvor den akavede stemning bliver brugt i en leg, hvilket gør det socialt acceptabelt at se hinanden i øjnene i lang tid. Og det er egentlig interessant, hvorledes en leg fuldstændig kan skære de gængse sociale regler bort og skabe nogle nye. Dette er i øvrigt også tilfældet med stilleleg og akavet stilhed.

Stirrekonkurrence

Stirrekonkurrence

 

Skrevet af Jeppe Zabel

Jeppe Zabel

Jeg er cand.mag. i moderne kultur og selvudnævnt ordgøgler. På TheBlaze.dk skriver jeg om det danske sprog og sprogkulturen. Book et humoristisk foredrag om det danske sprog ved at skrive til: mail[snabel-a]jeppezabel.com. Du kan se, hvad jeg holder foredrag om og få mere info ved at klikke på ‘foredrag’ øverst på siden.
Du kan støtte bloggen ved at gå ind på 10er.dk og donere. Så får jeg tid til at arbejde mere med bloggen.

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar