Medieskabte-navne

Dovne Robert og Dildo Jill – Medieskabte navne

For et par uger siden fangede en overskrift på Ekstra Bladets hjemmeside min opmærksomhed. Med skriftstørrelse ekstra lars stod der: ”Bordelkongen af Hannover”. Og jeg tænkte straks – det er da et fantastisk øgenavn! Thumbs up Ekstra Bladet!

Og netop denne avis bidrager i stor stil til den linde strøm af medieskabte øgenavne der bliver slynget over avisdisken i disse dage (og i gamle dage for den sags skyld).

 

Medieskabte navne fra reality-verden

Nogle af de navne jeg husker bedst, er de reality-relaterede ad slagsen. Her kan nævnes klassikeren Dildo Jill og fra nogenlunde samme tidsperiode Biker Jens. Henholdsvis fra Big Brother og Robinson Ekspeditionen.

Men også nyere reality-deltager-navne klinger friskt i hukommelsen; for eksempel Dolken, Posh, Fissan og Knaldperlen fra Kongerne af et-tilfældigt-sted-programmerne.

Jeg er desuden lidt i tvivl om, hvorvidt disse navne egentlig er medieskabte eller bare bliver medie-vedligeholdt; om personerne selv har fundet på disse øgenavne. Det slår mig.

 

Jonas fra Puls-princippet

Anywho, fordi der nu er så mange kendisser og reality-stjerner på tv (tak TV3 og SBS! – indsæt ironisk smiley), er medierne begyndt at øge-navngive dem med deres fornavn samt det program de har været med i (oftest i den rækkefølge). Altså Amalie fra Paradise Hotel, Peter fra Paradise, Singleliv-Serina og så videre. Denne praksis er i øvrigt også kendt fra 1990’erne med navne som Jonas fra Popstars, Alex fra Popstars og ikke mindst den mandrilskabte: Jonas fra Puls.

 

Politiker-øgenavne

Politikere er også ofte emne for en massiv mængde øgenavne fra pressens side. Her kan for eksempel nævnes:

 

Komiske Karen (Karen Ellemand)

Bertel-bims (Bertel Haarder)

Gucci-Helle (Helle Thorning-Schmidt)

Vissen-Pind (Søren Pind)

Per Stiv (Per Stig Møller)

Khaderstrofen (Naser Khader)

Villy Søvngænger (Villy Søvndal)

 

Og de rigtig (BT-ordspils-overskriftagtige) humoristiske af slagsen:

 

Uffe Frikadellemann-Jensen

Hjernefuskeren Milliona Pengekowa

Nicklas Bænkner

Politimoster Hanne Smæk Hansen

(fra Politikens ATS)

 

Øgenavne for sportsstjerner

Herudover ser sportsstjernerne sig da heller ikke fri for et medieskabt øgenavn eller to. Her har vi for eksempel:

 

Ørnen fra Herning (Bjarne Riis)

Kyllingen (Michael Rasmussen)

Plæneklipperen (Stig Tøfting)

 

Og udenfor kategori skal da lige nævnes den altid uforståelige ’Bokse Brian’ (Brian Nielsen), Dovne Robert (Robert Nielsen) og det lidet flatterende skolegårdsagtige øgenavn ’Dr. Klam’ (om læge Søren Ventegodt). Tak til Ekstra Bladet for den perle!

 

Jovist, de medieskabte navne lever i bedste velgående, og jeg ser frem til flere labre øgenavne i stil med Stripper Simone og Porno Lasse (og selvfølgelig også ikke-sexrelaterede navne).

Skrevet af Jeppe Zabel

Jeppe Zabel

Jeg er cand.mag. i moderne kultur og selvudnævnt ordgøgler. På TheBlaze.dk skriver jeg om det danske sprog og sprogkulturen. Book et humoristisk foredrag om det danske sprog ved at skrive til: mail[snabel-a]jeppezabel.com. Du kan se, hvad jeg holder foredrag om og få mere info ved at klikke på ‘foredrag’ øverst på siden.
Du kan støtte bloggen ved at gå ind på 10er.dk og donere. Så får jeg tid til at arbejde mere med bloggen.

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar