Big-Brother

Big Brother – Ren underholdning eller socialt eksperiment?

Svaret på spørgsmålet i overskriften er selvfølgelig ’lidt af hvert’. Der er uomtvisteligt tale om et underholdnings tv-program (så kan man i øvrigt diskutere hvor underholdende det egentligt er). Og det har karakter af socialt eksperiment, da man udsætter beboerne for diverse opgaver, mens man konstant overvåger dem; hvordan fungerer gruppedynamikken?, hvilke relationer får bestemte mennesker til hinanden?, hvordan reagerer bestemte personer under diverse former for fysisk og psykisk pres? Og så videre. Alt sammen dokumenteret. På den måde hersker der ingen tvivl om at vi har at gøre med et sociologisk eksperiment pakket ind i et tv-format. Eller måske snarere omvendt; måske bruges det sociale eksperiment som et retfærdiggørende element, der har til formål at adskille netop dette reality-program fra alle andre reality-programmer – ”vi eksperimenterer med sociologiske faktorer, så derfor er det i højere grad ok at udstille mennesker. Det er jo til et videnskabeligt formål.” (bemærk venligst sarkasmen).

 

 

Hvordan adskiller Big Brother sig fra andre reality-programmer?

Der hvor Big Brother dog er interessant er netop på det punkt hvor programmet adskiller sig fra andre reality-programmer: at personerne bliver filmen konstant. Og jovist, de 24 timer bliver komprimeret og redigeret ned til 1 times program om dagen, men hvis man virkelig har (for)meget fritid kan man i princippet følge med hele tiden og dermed få den fuldstændig uredigerede ’sandhed’.

 

Da jeg så det første Big Brother program i år, hvor de forskellige deltagere blev præsenteret, tænkte jeg: ’de her mennesker er jo komplet vanvittige! Der er ikke én normal person iblandt de ca. 20 mennesker der starter i huset.’

Og deltagerne bliver fremstillet som meget ensidige stereotype personer i starten af programmet. Men undervejs i Big Brother-showet blev der stille og roligt tegnet et mere nuancerede billede af deltagerne (hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at man har observeret dem over længere tid).

Så var de, trods den indledende chokeffekt, forholdsvis normale alligevel. Og det kan godt være, at de karikerede typer der blev fremstillet i starten af programmet er det de unge vil have nu til dags. Men grundlæggende identificerer man sig med personer fra hvem man kan genkendte nogle træk ved en selv (eller fra hvem man finder bestemte træk ønskværdige/fascinerende). Og således lever man sig ind i visse personer i programmet og dermed også i selve programmet.

Derudover er der naturligvis en del fascination omkring de mere ekstreme og excentriske personligheder (Sidney Lee, Amalie, hende den nye Amalie, Gustav & Linse og de fleste fra ‘De Unge Mødre’ – samt selvfølgelig Bubber).

ung-mor

ung mor

 

 

En gennemskuelig type-casting

Det er i øvrigt interessant hvorledes castingen af deltagerne på ét punkt er meget gennemskuelig. Der skal (åbenbart) være minimum én deltager med alternativ pigmentering, minimum én gammel person (en dag over 40), minimum én homoseksuel, et par promiskuøse damer og herrer og mindst én med gevaldige kasser – med alt respekt. For det er øjensynligt lige netop dét der skaber den bedste cocktail i et reality-program – det der appellere til den brede befolkning? (eller i hvert fald til halvdelen af dem der fulgte med sidste år).

 

Men som Ane Cortzen plejede at sige i programmet TVTVTV: ”Bedøm det selv – det er mandag til fredag og søndag på Kanal 5 kl. Niner om aftenen.” (Du kan lige nå det..)

Skrevet af Jeppe Zabel

Jeppe Zabel

Jeg er cand.mag. i moderne kultur og selvudnævnt ordgøgler. På TheBlaze.dk skriver jeg om det danske sprog og sprogkulturen. Book et humoristisk foredrag om det danske sprog ved at skrive til: mail[snabel-a]jeppezabel.com. Du kan se, hvad jeg holder foredrag om og få mere info ved at klikke på ‘foredrag’ øverst på siden.
Du kan støtte bloggen ved at gå ind på 10er.dk og donere. Så får jeg tid til at arbejde mere med bloggen.

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar